Phryne som model

Alkiphron, hetærebrev 1
Praxiteles har brugt sin hetære Phryne som model for Afrodite, og har derved guddommeliggjort hendes skønhed – og hende selv!

Afsenderen PHRYNE var den måske meste berømte hetære fra 300-tallet f.Kr. Hendes berømmelse skyldtes bl.a., at hun var hetære
for den store billedhugger PRAXITELES og stod model for flere af hans skulpturer, fx hans vidtberømte statue Afrodite fra Knidos. 
Også en af statuerne i den gruppe, som dette brev omtaler, havde Phryne som model. Den stod i Eros-helligdommen i byen Thespiae,
som Phryne kom fra, og den var i antikken både berømt og beundret.
Phryne var også kendt på grund af den celebre retssag, som hun var centrum i, se brev 3, 4 og 5.
Begyndelsen af brevet mangler.

PHRYNE STÅR MODEL FOR PRAXITELES.    Bronzerelief af Percival Ball, 1900.

 

Fra PHRYNE til PRAXITELES

… og du skal ikke være bekymret, for du har skabt noget helt fantastisk, som ingen nogensinde før har set fra en billedhuggers hånd, og du har opstillet din egen elskerinde på et helligt område. Jeg står nemlig midt i lunden sammen med dine statuer af Afrodite og Eros [1]. Den ære skal du unde mig! For dem, der ser mig dér, roser Praxiteles, og fordi det er din kunst, der har skabt mig, forarges indbyggerne i Thespiae ikke over, at jeg står mellem guderne.  Din gave mangler dog stadigvæk en enkelt ting: at du kommer, så vi kan ligge med hinanden i det hellige område [2]. Det vil nemlig ikke krænke de guder, som vi selv har skabt.